Større fokus på patienter mindre på skærmen

Større fokus på patienter mindre på skærmen

Talegenkendelse har ændret og forbedret arbejdsgangene hos Kiropraktisk Center i Næstved, hvor de tre kiropraktorer har skiftet mus og tastatur ud med tale i deres daglige arbejde med røntgenbeskrivelser, patientjournaler og lægebreve. Til glæde for både patienterne og kiropraktorerne.

En genvej til bedre og hurtigere røntgenbeskrivelser var i første omgang det, der motiverede kiropraktor Lars Slemming til at introducere talegenkendelse i klinikken.

”Vi har en del røntgenbeskrivelser, og da vi gerne vil beskrive røntgenoptagelserne med mere end enkelte ord, kan det nogle gange trække tænder ud. Særligt, hvis 10-finger systemet ikke lige sidder i fingrene,” fortæller Lars Slemming.

Efter en smidig opstart uden større udfordringer fik kiropraktorerne mod på at bruge talegenkendelse fra Omilon i forhold til andre af dagligdagens funktioner, og her var optagelse af patientjournaler oplagt.

Fuld transparens giver patienter sikkerhed

De fleste har oplevet frustrationen, når en behandler eller læge har mere øjenkontakt med skærmen end med personerne i rummet.

”Men med talegenkendelse kan jeg være mere til stede i dialogen med patienterne, som jeg kan give 100 procent fokus. Tastaturet stjæler nemlig ikke min opmærksomhed,” siger Lars Slemming og fortsætter:

”En anden fordel ved at diktere i stedet for at skrive er, at patienten kan høre med og derved give sit samtykke til beskrivelsen. Det giver fuld transparens og fjerner patienternes usikkerhed om, hvad jeg mon sidder og skriver.”

Usikkerhed er heller ikke noget behandleren skal have i forhold til, om talegenkendelse virkelig kan genkende det talte sprog.

Ordbog og genkendelse i høj kvalitet

I Næstved har de tre kiropraktorer været positivt overrasket over, hvor høj genkendelsen af tale er, og hvor meget ordbogen dækker.

”Ordbogen er supervigtig, og med de få ord vi selv har tilføjet, fungerer den fint. Det samme gælder genkendelsen, som er ret høj i forhold til vores fagtermer,” fastslår Lars Slemming.

I klinikken har de også omfavnet brugen af autotekster, hvor brugerne kan udforme standardiserede tekster, som blot skal udfyldes.

”Vi arbejder meget med bevægeapparatet – eksempelvis ryggen og nakken – og vi har her nogle standardiserede undersøgelser. Her er autotekst en helt oplagt mulighed, som både sparer tid og sikrer optimal journalisering”.

Nemmere hverdag fri for hængepartier

Som kiropraktor har man naturligvis også fokus på ergonomi i egen praksis, og hvor man i gamle dage blev øm i fingrene af at trykke for meget på blyanten, kan man i dag blive øm i nakke, albue, håndled og fingrene af at taste løs på tastaturet. Med talegenkendelse er man mere eller mindre fri for de udfordringer.

”Vi slipper også for at have en masse hængende til næste dag, fordi det nu er sjovere og lettere at lave røntgenbeskrivelser og skrivelser til lægen. Det er blevet meget hurtigere, og på den måde gør talegenkendelse hverdagen nemmere og mindre stresset,” fortæller Lars Slemming.

Lars Slemming understreger, at indførelsen af talegenkendelse ikke har handlet om effektivisering, og de modtager ikke flere patienter i klinikken end tidligere.

Forskellen fra tidligere er, at de i dag kan have mere fokus på deres kerneydelse og på patienterne i disse tider, hvor kravene til skriftlig dokumentation og skrivelser ud af huset til læger bliver stadig større.

Omilon logotype

Nysgerrig på talegenkendelse?

Vi bruger cookies for at give dig en god oplevelse, når du besøger vores hjemmeside. Cookies bruges også til webstatistikker for at forbedre hjemmesiden. Du kan vælge at acceptere, at vi bruger cookies under dit besøg ved at klikke på "Accepter".

Læs her hvordan vi behandler dine oplysninger.